
Svar til Ulrik Kølle Hansen
Kære Ulrik Kølle Hansen. Jeg kalder ikke rengøring hver 14. dag symbolpolitik, fordi de ældre ikke fortjener det – tværtimod. Jeg er fuldstændig enig i, at de ældre skal have ordentlig hjælp og omsorg. Mit kritikpunkt handler om, at det igen sker, uden at man samtidig sikrer de nødvendige hænder til at føre beslutningen ud i livet.
Når vi allerede står midt i store rekrutteringsudfordringer, så er det, at tilføre flere opgaver uden en plan for, hvem der skal udføre dem, efter min mening ikke ansvarlig politik. Det er her, jeg mener, at man rammer ved siden af og risikerer at skabe utryghed for både borgere og medarbejdere.
FOA peger helt rigtigt på, at for mange skiftende beslutninger – skære ned, skrue op, spare igen – netop er det, der slider på medarbejderne. De har brug for klare rammer, stabilitet og politiske prioriteringer, der hænger sammen med virkeligheden i hverdagen.
Derfor er de reelle problemer ikke, om vi ønsker rengøring hver 2. uge – det vil vi alle sammen gerne. Problemet er, hvordan vi skaffer og fastholder dygtige medarbejdere til at levere den hjælp, vi politisk beslutter. Hvis ikke vi tager fat om dét, risikerer vi, at selv gode beslutninger bliver svære at gennemføre i praksis.
Jeg ønsker, at vi fremover får et ældreområde, hvor borgerne kan regne med stabil hjælp, og hvor medarbejderne oplever respekt og ordentlige rammer for deres arbejde.
- Camilla
