Svar til Ulrik Kølle Hansen og Joan Kate Sand Pedersen

28-05-2025

Kære Ulrik og Joan Kate, tak for jeres reaktion på mit debatindlæg. Jeg er selvfølgelig ikke enig i jeres oplevelse af tonen – jeg mener selv, at den er saglig og respektfuld. Det er et vigtigt emne, og det fortjener en ærlig og direkte debat.

Jeg oplever ikke, at det er mit indlæg, der skaber usikkerhed blandt borgerne. Den usikkerhed opstod allerede, da kommunen første gang ændrede praksis i forhold til nødkald – og siden igen ændrede kurs. Når man først træffer en beslutning og derefter ruller den tilbage, er det naturligt, at borgerne bliver forvirrede og bekymrede. Det ansvar kan vi ikke placere hos dem, der peger på problemet.

Som sygeplejerske møder jeg borgerne i deres hjem hver dag. Jeg hører deres spørgsmål, ser deres bekymringer og mærker deres utryghed. Det er ikke teori – det er virkelighed. Jeg forholder mig til det, jeg ser og hører som fagperson, og jeg mener, det er vigtigt at sige det højt.

Vi skal kunne tale åbent og ærligt om det, der ikke fungerer – uden at det straks tolkes som et angreb. Det er netop gennem dialog og kritik, vi kan skabe forbedringer.

- Camilla

Share